CP Kelco har fået styr på alarmerne

CP Kelco har fået styr på alarmerne

Ingrediensvirksomheden CP Kelco anvender alarm management-software fra ABB til at reducere belastningen på operatørerne og hermed sikre en bedre drift. Det kræver en kontinuerlig indsats, og at man som virksomhed allokerer de nødvendige ressourcer.

De fleste produktionsvirksomheder kender nok til at drukne i overflødige alarmer fra produktionen.

Det gør man også hos fødevareingrediensproducenten CP Kelco, der producerer ingredienser til fødevarer som industrielle og farmaceutiske produkter.

CP Kelco arbejder løbende med at luge ud i de overflødige alarmer fra procesanlæggene med hjælp fra ABB’s Alarm Insight-system – et system, der hjælper operatørerne til at prioritere de rigtige alarmer og derigennem sikre så stabil en drift som muligt.

Komme af med den unødige støj
- For os handler det først og fremmest om at optimere ressourcerne i kontrolrummet og komme af med den overflødige støj, som alt for mange alarmer er med til at genere, lyder det fra Manufacturing IT Engineer i CP Kelco, Henrik Parbo.

- Og når jeg kommer rundt i kontrolrummet, kan jeg konstatere, at vi har fået fjernet rigtigt mange alarmer, og operatørerne er glade for systemet, uddyber han.

Arbejder systematisk på at prioritere alarmer
ABB’s Alarm Insight er et alarm management-system, der kan anvendes til at sortere i og analysere på alarmer fra ABB AbilityTM System 800xA kontrolsystem. Hos CP Kelco anvendes systemet på de ca. 70-80 procent af procesanlæggene i Lille Skensved nær Køge, som er styret af ABB AbilityTM System 800xA.

Det drejer sig om cirka 40 forskellige procesanlæg, som tilsammen genererer rigtigt mange alarmer og følgealarmer i løbet af blot en enkelt arbejdsdag.

- Vi havde og har forsat for mange alarmer, og derfor arbejder vi systematisk med alarm management og med at blive endnu bedre til at prioritere alarmer og events, siger Henrik Parbo.

Kræver en vedvarende indsats
Både Henrik Parbo og hans kollega, Manufacturing IT Engineer Andriy Shmorhun mener, at Alarm Management er et supersmart værktøj, som CP Kelco sagtens kunne drage endnu mere nytte af, blandt andet i forhold til oplæring af nye medarbejdere i kontrolrummet, hvor værktøjet er med til at reducere kompleksiteten.

De understreger dog også, at Alarm Management, ligesom ethvert andet it-værktøj, kræver en stor indsats af brugerne. CP Kelco har på et tidspunkt benyttet Alarm Management-systemet som afsæt for at få holdt faste møder, hvor man anlæg for anlæg og med deltagelse af såvel ingeniører som operatører gik anlæggene igennem for overflødige alarmer.

- Det er ligesom at løbetræne. Hvis man holder en pause på bare to uger, starter man stort set forfra. Det kræver en løbende indsats, og hvis man holder momentum, får man også det tilsvarende ud af et system som Alarm Management, lyder det fra Henrik Parbo.

Anbefaling: Få afsat de nødvendige ressourcer
Skal man virkelig have noget ud af systemet, kræver det ifølge CP Kelco, at man som virksomhed afsætter de nødvendige ressourcer og får implementeret nogle fælles arbejdsgange, der går på tværs af fagsiloerne i produktionen.

- I den ideelle verden dedikerer man en ingeniør til at sidde og arbejde med sådan et system her på fuld tid. Så ville det virkeligt gøre en stor forskel, slutter Henrik Parbo.

Links

Kontakt os

Downloads

Del denne artikel

Facebook LinkedIn Twitter WhatsApp