Første spadestik til nyt ABB-domicil i Middelfart

Første spadestik til nyt ABB-domicil i Middelfart

• Nyt domicil til teknologvirksomheden ABB bliver spækket med bæredygtige energiløsninger
• Centralt beliggende i forhold til sammenlægningen af to tidligere lokationer
• Understøtter den fleksible arbejdsplads

Attraktiv beliggenhed og gode rammevilkår for erhvervslivet får virksomheder som ABB til at vende ansigtet mod Middelfart Kommune, når de leder efter nye domicil- eller produktionsejendomme. Nu tager ABB første spadestik til en helt ny domicilejendom på Barmstedt Alle i den nordlige del af Middelfart tæt ved den fynske motorvej.

De nye kombinerede produktions- og administrationsbygninger bliver på ca. 6.700 kvadratmeter, og det er planen, at det nye domicil skal være klar i slutningen af 2022.  

- Hos ABB har vi stort fokus på bæredygtighed, og det har vi også, når vi bygger, og derfor er det glædeligt, at vi nu får et topmoderne domicil. Blandt andet har vi som mål at opnå en guld DGNB-certificering, der er en særlig attraktiv blåstempling af bygninger i drift ud fra en lang række bæredygtighedsparametre, forklarer Bjarne Tvede, der er administrerende direktør hos ABB.

ABB’s nuværende afdelinger i Odense og Fredericia samles i Middelfart, hvor ca. 210 medarbejdere tilknyttes lokationen.

Leverer selv grønne løsninger

Det nye domicil bliver bygget af totalentreprenør Daugaard Pedersen A/S, som også ejer bygningen, mens ABB bliver lejer. Alligevel er det planen, at mange af teknologivirksomhedens egne bæredygtige produkter skal indgå i byggeprocessen. På den måde får vi mulighed for at bruge de nye bygninger som showroom over for eksisterende og potentielle kunder, pointerer ABB-direktøren, der fortsætter.

– Vores nye domicil skal være en bygning, kunderne kan se sig selv i. Bygningen kommer til at rumme solceller, batterier og ladestandere til elbiler, og vores systemer måler, analyserer og optimerer konstant balancen mellem energiforbrug, solceller, batteri og el fra nettet.

Den fleksible arbejdsplads rimer på bæredygtighed

Som store dele af erhvervslivet har corona-pandemien også haft sin indflydelse på dagligdagen hos ABB, og det får også betydning for det nye byggeri.

- Vi har taget den fleksible arbejdsplads til os, og vi har et stort antal medarbejdere, der kan og ønsker at arbejde hjemmefra op til halvdelen af tiden. Derfor bliver det nye domicil indrettet så det kan dække en belægning på ca. 70 procent fysisk fremmøde, hvor vi tidligere ville have bygget, så stort set alle havde en plads.

- Det giver god mening for både bæredygtigheden og vores samlede økonomi. Vi skal skabe de bedste rammer for ABB som virksomhed, men også for vores medarbejdere, siger Bjarne Tvede.

Stærk erhvervskommune
Hos Middelfart Kommune er der hos borgmesteren tilfredshed med, at ABB nu vælger Middelfart til det nye domicil.

- Det er glædeligt, at vi formår at tiltrække en virksomhed som ABB til Middelfart, og det sætter en streg under vores fine værditilbud til erhvervslivet, hvor vi i mange år har arbejdet kontinuerligt med rammevilkårene. Det understreger vores position som en af de mest dynamiske erhvervskommuner i Syddanmark.

- Samtidig er vi glade for, at ABB’s nye domicil også bliver hjemsted for 210 nye arbejdspladser. Ud over det er positivt i sig selv, er det også min forventning, at ABB’s grønne profil og position i den bæredygtige omstilling vil være med til at sætte Middelfart endnu mere på landkortet som en grøn erhvervskommune, siger borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen (A).  

   

ABB (ABBN: SIX Swiss Ex) er en førende global teknologivirksomhed, der styrker omstillingen af samfundet og industrien for at opnå en mere produktiv og bæredygtig fremtid. Ved at forbinde software med porteføljen af elektrificeringsprodukter, robotter, automation, motorer og frekvensomformere, løfter ABB de teknologiske grænser op til nye højder. ABB’s succes bygger på mere end 130 års ekspertise og drives af 105.000 dygtige medarbejdere i over 100 lande.    

For mere information kontakt venligst: 

ABB A/S Kommunikations- & Marketingdirektør Dorthe Björk Schow

Telefon: 4035 6207

Email: dorthe.b.schow@dk.abb.com     

Links

Kontakt os

Downloads

Del denne artikel

Facebook LinkedIn Twitter WhatsApp