
Frederiks Plads binder Aarhus midtby sammen med Sydhavnen i et stort, eksklusivt byggeri, der er indrettet som en bydel centralt i byen. Bygningerne danner tilsammen et indre torv med boliger og erhverv.
Den største af bygningerne er et company house, der rejser sig 12 etager i vejret og har to etager under terræn. Bygningens lejere er liberalt erhverv, herunder et stort revisionskontor og en bank, som til sammen indtager syv etager. Til dagligt har mere end 700 medarbejdere deres gang i huset foruden de mange gæster og kunder med ærinder i bygningen.
Det stiller store krav til fleksibel, pålidelig og ikke mindst sikker adgangskontrol. Det forklarer projektleder Søren Petersen fra El-Team Vest, som tæller ca. 60 elektrikere og montører, projektledere samt øvrige funktionærer.
På Frederiks Plads har El-Team Vest stået for hele el-entreprisen og installeringen af alt fra belysning, solcelleanlæg og generatoranlæg til tyverialarm og ABA, røg- og brandventilation samt netop adgangskontrol med integration af dørtelefoner.
- Vi har installeret ABB-Welcome dørtelefoner ved fem indgange i p-kælderen og på gadeniveau, hvor de i øvrigt er monteret i indgangspartiets ramme af cortenstål, fortæller Søren Petersen og fortsætter:
- Dørtelefonerne har indbygget kamera, som viser knivskarpe billeder på svartelefonernes farveskærme. Så kan man tydeligt se, hvem der ringer på, før man aktiverer dørlåsen.
Fleksibelt system
Flere af lejerne har valgt at kombinere dørtelefonernes standardfunktioner med adgangskontrol i form af adgangskode og/eller brug af individuelt programmerede nøglebrikker.
- Her er ABB-Welcome en ideel og fleksibel løsning, da vi nemt kan udvide antallet af dørstationer samt implementere tredjepartsprodukter, der eksempelvis styrer adgang via ADK, hvis det er dét, vores kunder efterspørger.
Søren Petersen peger desuden på ABB-Welcome's enkle og stilrene design, som han mener klæder byggeriets arkitektur. Samtidig fremhæver han systemets nemme installation som en medvirkende faktor ved valg af løsning:
- Vi skal blot trække en 2-leder busforbindelse mellem alle etager. Selve programmeringen er hurtig og intuitiv, ligesom den let kan ændres ved fraflytning eller ændrede adgangsmønstre. Det skal være nemt og problemfrit. Den slags betyder virkelig noget for kunderne – og os, pointerer Søren Petersen.

Nemt og enkelt. Projektleder Søren Petersen (tv) fremhæver for ABB's salgsingeniør René Stauning, at valget faldt på ABB-Welcome, fordi det er fleksibelt, modulært og nemt at installere og konfigurere.

En by fuld af liv. Frederiks Plads ligger centralt i Aarhus og byder på boliger, butikker og erhverv samlet om et indre torv.