Nordisk look med Schuko

Nordisk look med Schuko

Quality Hotel Airport Dan er blevet udvidet med 12 værelser, hvor der for at matche interiørets nordiske look er valgt Schuko-kontakter fra ABB.

En kort tur fra Københavns Lufthavn i Kastrup ligger Quality Hotel Airport Dan. På grund af placeringen tæt på alle hovedstadsområdets attraktioner og flyafgange til og fra resten af verden er hotellet velbesøgt af både nationale og internationale gæster. Derfor var beslutningen om at ændre en gang med mødelokaler til 12 nye værelser nem for hotellet.
- Med det pres, der er på hotellerne i København, var det nemt at lave regnestykket om, at en ombygning fra mødelokaler til værelser blev en god forretning, fortæller administrerende direktør Jens Pedersen fra Quality Hotel Airport Dan.

Stilren hygge
Hotellet har gennemgået en stor renovering de sidste to år, hvor Quality-kædens designere har valgt at indrette med et nordisk look i interiør og design. Stilen i hotellets store lobby og tilstødende lyse restaurant er enkel og stilren efter nordisk opskrift, men det smagfulde valg af brugskunst og møblement tilføjer en hjemlig hygge, der gør det rigtig rart at opholde sig her.
På de nye værelser sætter Schuko-kontakter i alu-overflade fra ABB’s Impressivo-serie det sidste prik over i’et i indretningen, hvor de matcher det øvrige designvalg. Fra Impressivo-serien er der monteret dobbelt korrespondance, kortafbryder, almindelige stikkontakter samt dataudtag.

Stikkontakt, dobbelt korrespondance og kortafbryder i alu-overflad
Stikkontakt, dobbelt korrespondance og kortafbryder i alu-overflad
center

International service
Haug El fra Odense har udført el-entreprisen på renoveringen, hvor der er blevet lavet helt nye installationer. Haug El er blandt andet specialiseret i servicering af hoteller og virksomheder, og ud fra deres kendskab til branchen foreslog de at benytte Schuko.
- Ud over designvalget så er Schuko en fordel, fordi hotellet har rigtig mange udenlandske gæster, og det er en service for dem, at de slipper for at bruge adapter, fortæller indehaver Morten Haug fra Haug El.
Det argument understøtter hoteldirektøren.
- Kontakterne ligner dem, vi ser på hoteller ude i verden, og de fungerer rigtig fint. I dag har der for eksempel siddet 150 amerikanere og ventet i lobbyen, og de lader alle sammen deres devices op til det sekund, de skal ud i bussen, forklarer Jens Pedersen.
Quality Hotel Airport Dan blev bygget i 1965, hvor det med 325 værelser var det største hotel i Skandinavien. Gæsternes krav til værelsesstørrelser er imidlertid steget siden dengang, og igennem tiden er flere af værelserne blevet lagt sammen, så hotellet i dag har 240 værelser.

Links

Contact us

Downloads

Share this article

Facebook LinkedIn X WhatsApp