Med visionen om at være det førende kurhotel i Norden har Kurhotel Skodsborg netop renoveret 83 værelser, hvor der er valgt Impressivo-kontakter fra ABB på grund af designmulighederne.
Det er svært ikke at blive imponeret over Kurhotel Skodsborg. Kun et stenkast fra havet i Skodsborg ligger de store, smukke hvide bygninger, hvoraf de ældste i 1800-tallet var Kong Frederik VII’s landsted. I 1898 blev stedet til et såkaldt badesanatorium, som nu 118 år efter stadig danner rammerne om royal rekreation og behandling for gæster fra hele verden.
I samarbejde med arkitekt Michael Mammen, der er internationalt specialiseret i hoteller og barer, har Kurhotel Skodsborg renoveret og ombygget 83 værelser, hvor KT Elektric har stået for el-entreprisen. Her er der valgt Impressivo-kontakter i hvid og krom for at matche den øvrige indretning. - Vi fremviste ABB’s Impressivo-serie for hoteldirektøren og arkitekten, der var meget begejstrede for designet og farvemulighederne, fortæller afdelingsleder Casper Stendahl fra KT Elektric og Jesper Poulsen, salgsingeniør fra ABB.
- Vi valgte kontakterne, fordi de havde et godt design, og fordi vi var trætte af de kedelige plastickontakter, man har i Danmark. Når jeg er på hotel i udlandet, synes jeg altid, at det er nogle smarte kontakter, de har, forklarer CEO Mai Kappenberger fra Kurhotel Skodsborg.
Mai Kappenberger uddyber, at det for et hotel som deres handler om hele tiden at opgradere og gøre det pænere, end gæsterne har det derhjemme for at give dem en god oplevelse.
- En kontakt er jo også en del af et værelsesdesign, og design er altafgørende i dag, når du laver hoteller, understreger Mai Kappenberger.
Velkommen indenfor
For at undgå at fræse for meget i væggene og på grund af sengegavlenes materiale og opbygning er der brugt trådløse kontakter fra ABB’s WaveLINE-serie. De trådløse tryk har nøjagtig samme design som de i alt 12 kontakter, der bl.a. omfatter dataudtag og stikkontakter med indbygget USB-oplader. Ud fra hotellets og arkitektens ønsker har KT Electric programmeret belysningen i scenarier. Når gæsten træder ind på sit værelse og trykker på tænd-alt-kontakten, blænder alt lyset derfor langsomt op i et forprogrammeret scenarie, der giver en lys og indbydende velkomst.
- WaveLINE er helt vildt nemt at programmere. Derudover gav de trådløse kontakter også kunden en stor besparelse i forhold til ledningsføring, forklarer Casper Stendahl.
KT Elektric har desuden lavet en fiberløsning, tv-løsning samt belysning med i alt 400 spots på gangene for ligeledes at gøre disse endnu mere lyse og indbydende for gæsterne. Al teknik er samlet i kasser på gangene, så den fremover kan betjenes uden at skulle ind på værelserne.
Den tidligere elinstallation bestod af gamle stofledninger tilbage fra 1960’erne, der var blevet løbende renoveret uden dokumentation.
- Det har været en udfordring at finde hoved og hale i den gamle installation, for alt var koblet ind over hinanden. Men vi har bygget en ny tavle og udskiftet det hele, så kurhotellet nu har en topmoderne installation, der giver en god brugeroplevelse. Det har været et spændende projekt, som vi er meget stolte af, understreger Casper Stendahl.
Elinstallatørvirksomheden KT Elektric har hovedkontor i Aalborg og afdelinger i København og Frederikshavn. Virksomheden har eksisteret siden 1968 og beskæftiger 130 medarbejdere.